Her får du en enkel guide til, hvornår og hvordan du forspirer drivhustomater
Er det i år du skal forspire dine egne fantastiske tomater til drivhuset? Forspiring af tomater til drivhus starter typisk i marts. Det er et godt tidspunkt at så tomatfrø indendørs, så planterne er klar til udplantning i drivhuset senere på foråret.
- Sorten Sart Roloise – en fantastisk tomat, der kan være svær at skaffe frø fra med mindre man gemmer frø fra år til år
- Det er i marts at årets tomathøst tager sin begyndelse med forspiring af omkring 200 tomatplanter
- Black Strawberry forspires i marts og giver nogle smukke velsmagende tidlige cocktailtomater
Hvornår skal man forspire tomater til drivhus?
Fra begyndelsen til slutningen af marts er det perfekte tidspunkt at forspire sine egne drivhustomater på.
Tomatfrøene sættes til forspiring indenfor, hvor de passes, prikles og ompottes indtil de er klar til at blive flyttet ud i drivhuset i slutningen af april/starten af maj.
Såjord til forspiring af drivhustomater
Den perfekte såjord til tomater er ikke nødvendigvis en superdyr så- og priklejord eller en ganske særlig tomatjord. Jeg har gennem årerne eksperimenteret med rigtig mange forskellige så- og priklejorde, og jeg sår tomatfrøene enten i helt almindelig jord fra en plantesæk uden spagnum eller i min egen kompost.
Den lidt grovere struktur i plantesæk-jorden gør at jorden holder på fugt og samtidig giver ilt lov til at være rundt om rødderne i små luftlommer. Min egen kompost fungerer også fint til forspiring af kompost, men komposten kan være lidt finere, hvis den er meget velomsat. Er den det, tilsætter jeg lidt knuste visne blade eller perlit, som er med til at skabe en porøs struktur i såjorden.
Generelt kan man sige, at jo finere jordstrukturen er, jo større er risikoen for at jorden mister sin porøsitet og derved ikke har de nødvendige iltrige hulrum.

Det hvide materiale, der ligner små flamingokugler er perlit. Perlit er en stenart der ved opvarmning ‘puffer’ op som popcorn. Det tilsættes pottemuld for at give bedre dræn og skabe små hulrum hvor den livsnødvendige ilt kan være – ilt skal der til for god spiring.
Er man helt nybegynder og meget i tvivl om, hvad ”fin” eller ”grov”- jordstruktur betyder, er det rigtig fint at købe en så- og priklemuld, og forspire i den til en start.

Forspirede tomater klar til prikling
Rigtig pottestørrelse til forspiring af drivhustomater
Du kan så tomatfrøene enkeltvis eller flere af samme variant sammen i en potte/spirebakke med celler, men størrelsen af potte/celle skal passe til antallet af frø.
Tomatplanter spirer og vokser gerne tæt sammen i deres første levetid. Hvis man sår et enkelt frø i en for stor potte, er der ret stor risiko for overvanding i den del af pottemulden, hvor rødderne endnu ikke er vokset ud, og den lille tomatplante kan uden varsel pludselig vælte om og dø på grund af råd i stængel og omkring rødderne.

Tomater sået i modulbakke med 7-8 frø i hvert rum. Bakken overtrækkes med plastpose indtil fremspiring
Brug et minidrivhus til forspiring
Forspiring under låg sikrer at jordoverfladen bevares fint fugtig under fremspiring og det er optimale betingelser for det lille frø at spire under. Forspires rigtig mange planter kan en celleinddelt spirebakke med en stor klar plastpose også fungere som et fint og prisbilligt alternativ til et minidrivhus.

Minidrivhus til forspiring af drivhustomater er en nem og pålidelig måde at holde overfladen fugtig på indtil frøene er spiret.
Forspiring af tomater i rette temperatur
Tomater spirer bedst ved en temperatur mellem 20 og 27 grader. Jo koldere temperatur du forspirer ved, jo mere forsigtig skal du være med for meget fugt omkring frøet. Jeg forspirer gerne mine tomater på badeværelsesgulvet eller på en varmemåtte med termostat indstillet til omkring 23 grader. Varmemåtte uden termostat eller gulvet på badeværelset fungerer også ganske fint.
Lys og temperatur efter fremspiring
Så snart de små nye tomatplanter titter op, skal de flyttes væk fra undervarmen og stå lyst – 14 – 16 timers dagslys og ved moderat temperatur. Optimalt er en rumtemperatur på 18 – 20 grader. Er man tvunget til at vælge – lys eller optimal temperatur, vil jeg altid gå efter så meget lys som muligt og hellere gå lidt på kompromis med temperaturen.
Bliver spirerne abnormt lange og vælter er det tegn på de får for lidt lys. Kombineres det med et meget varmt miljø (som hvis man for eksempel glemmer dem i mørket på det varme badeværelsegulv 🙈 – Ja det er sket 😬😊), så kan det gå gevaldigt stærkt med længdevæksten.

Tomatspirer strækker sig hurtigt efter lyset, hvis de ikke får nok dagslys. Har man ikke mulighed for at give tomaterne et lyst vindue, kan man stille dem under vækstlys eller på en varmemåtte i en lys udestue.
Timing – prikling og ompotning af drivhustomaterne
Når tomatspirerne har fået deres første rigtige blade, eller hvis spirerne er blevet meget lange er det tid til at prikle. Det kan være en god idé at prikle spirerne over i cellebakker med mindre rum inden de efter nogle uger pottes over i en 10 cm potte. På den måde undgår du, at jorden bliver for våd og iltfattig, før rødderne er vokset nok til at optage vandet i hele potten

Tomater priklet over i spirebakke. Når de små hvide rødder kommer ud i bunden af bakken, er det tid at potte tomaterne videre over i potter. 8-10 centimeters potter er fine til formålet. Kan man få fingrene i firkantede potter, der er lidt højere end de er brede er de rigtig gode, da tomaterne hurtigt laver dybe rødder, og ikke har noget imod at blive plantet dybt.
Så snart tomatplantens rødder er synlige i kanten af potten er det tid til at potte op til en større potte. Du kan teste om det er tid til at potte om, ved forsigtigt at løsne potteklumpen fra potten.
Hvis jorden føles løs i potten og potteklumpen går lidt fra hinanden er det for tidligt at potte om. Hvis potteklumpen føles fast og rødder er synlige i klumpens overflade er det tid til omplantning, og hvis rødderne er begyndt at vokse rundt i potten er det på høje tid.
TIP: Giv de små tomatplanter modstand
Dette tip vil være en game changer for dig, hvis du ikke har prøvet det før. Så snart de små tomatplanter er priklet første gang og i god vækst, sætter jeg en ventilator til at blæse hen over planterne i et par timer om dagen.
Ventilatoren simulerer vindmodstand og det gør en kæmpe forskel for udviklingen af en kraftig stængel og sunde planter. Vindmodstanden har også den meget hjælpsomme fordel, at skadedyr som bladlus og sørgemyg får lidt sværere ved at trives omkring planterne, hvilket bestemt også er værd at tage med.

Kompakte tomatplanter, der har fået deres daglige dosis luftmodstand
Gød kun ved behov
En tomatplante lever hos mig i 8 uger indenfor, inden den kommer ud i drivhusjorden, hvor der er en stor madpakke til rådighed.
Fordi jeg ompotter med næringsrig jord 2 gange i løbet af den periode planterne er indendørs, gøder jeg sjældent mine tomatplanter imens de er indenfor. Hvis planterne begynder at vise det mindste tegn på gule blade, og du ikke har overvandet (gule blade kan også være et symptom på overvanding), kan det være tegn på, at de mangler lidt næring. Læs mere om hvordan jeg gøder og passer drivhus og frilandstomater i bogen ‘Din guide til fantastiske tomater (Gyldendal 2025).
En tynd gødningsopløsning ved hver vanding (halv eller kvart dosering af hvad der anbefales på produktet) er super fint til at holde planterne sunde og i vækst indtil udplantning. Jeg anvender enten en økologisk gødning (med rødt ø-mærke) eller naturens egne gødninger.

Så er der blot tilbage at knibe sideskud og vande, og vente på en rigelig høst af skønne velsmagende drivhustomater (Foto: Mette Krull)
Godt begyndt er halvt fuldendt…
…som man sir´😊 Forspiringen er fundamentet som hele sæsonen bygger på. Det kan i sig selv virke ganske overvældende at tænke på, men frø vil bare gerne gro, så i virkeligheden skal der ret meget til, før det går helt galt og ingenting kommer op af jorden. Og går det helt galt må man finde en planteskole med gode tomatplanter og stadig høste en overflod af drivhustomater.
- Høsten af smagfulde og smukke tomater er værd at vente på
- I køkkenet venter tomaterne på at blive lavet til årets tomatprodukter
- Årets tomathøst grundlægges i marts med forspiring af frøene fra sidste års høst.
FAQ
Hvordan ved man hvilke tomater der er drivhustomater?
Alle tomater kan i princippet dyrkes både på friland og i drivhus. Drivhuset tilbyder et lidt varmere og mere kontrolleret miljø, hvilket især bøftomater og tomater med en lang udviklingstid nyder godt af. Tomater dyrket i drivhus modner generelt hurtigere end tomater dyrket på friland. Der findes sorter særligt udviklet til friland som for eksempel sorten Magic Mountain, der er meget skimmelresistent. Det vil fremgå hos forhandleren, hvis sorten er særlig egnet til enten friland eller drivhus.
Hvorfor spirer mine tomatfrø ikke?
Tomatfrø har en rigtig lang holdbarhed. De fleste tomatfrø spirer således efter en lille uges tid, enkelte sorter kan tage op til 21 dage. Spirer frøene ikke, er det sandsynligt, at de enten har været opbevaret forkert eller at de er sået i et vækstmedie der er for vådt.
Kan man gemme frø fra alle tomater?
Alle tomatfrø kan gemmes og forspires, men vil man være sikker på at få den samme tomat ud af det med hjemmegemte frø, skal man gå udenom de sorter der hedder noget med F1. F1 betyder nemlig at tomaten er en hybridtomat. Det er en ikke-stabil krydsning af første generation. F1 frø har IKKE noget med genmodificeret materiale at gøre, men er blot en helt almindelig krydsning, der blot ikke er stabil. Alle tomater der ikke er mærket med F1 på frøposen er frøstabile sorter der kan tages frø fra. Vil du læse mere om genmodificeret materiale kan du læse mere i blogindlægget ‘Den lilla tomat – GMO?’.
Artikel: Yen Frydensberg Egebak
Fotos: Yen Frydensberg Egebak, Mette Krull

Kære Yen
Jeg er i en situation hvor jeg ikke har mulighed for at smutte hjemmefra, jeg er dog den heldige ejer af 30000 kvm jord , der sagtens kunne deles😂 og satte en drivhustunnel op før min skade, kan jeg købe frø hos dig🤔? Eller er det muligt at skaffe på nettet.
Jeg syntes at det du skriver lyder lige til,det vil jeg prøve efter alle mine mislykkede forsøg med ringe udbytte.
På forhånd tak.
Lotte
Hej Charlotte
Jeg sælger ikke frø. Du kan bestille frø mange steder på nettet. Prøv Katrines Have, Tomatdatabasen eller Tagtomat for spændende tomatsorter.
Dbh Yen