Hvidløg – høst, tørring og opbevaring

11. juni 2023
Hvis du gerne vil vide mere om høst, tørring og opbevaring af hvidløg så læs med her, hvor du bliver klædt på til alt fra høst til opbevaring af dine hjemmedyrkede hvidløg
Friskhøstet hvidløg i Yens Have

Denne artikel, er til dig der gerne vil vide, hvornår det optimale høsttidspunkt for hvidløg er, og hvad du skal gøre med hvidløgene efter høst, hvis vil have det allermeste ud af din hvidløgshøst.

De hvidløg du satte i efteråret har nu stået i jorden i op til 9 måneder, alt efter hvornår du satte dem, og det kan være vældig fristende at høste hvidløgene allerede nu, fordi de måske ser rigtig store ud.

Hvis der er begrænset plads i bedene, og du brænder for at få sat en anden afgrøde i jorden, kan det være motivation til at høste hvidløgsafgrøden allerede nu, midt i juni. Hvis det er sådan du har det, så er det bare ud over stepperne med dit forehavende.

Er der nogen der forstår, det der med at have brug for at få en ny rotation i gang, så er det mig 😄 og der er jo ikke noget hvidløgspoliti, der kommer og uddeler bødeforlæg, hvis du har høstet dine hvidløg, imens de er mindre, men stadig af fin spisekvalitet hvidløg.

Du kan også stadig læse videre, fordi jeg sidst i artiklen kommer med nogle konkrete forslag til, hvad du forspire i stedet for at så direkte i bedet. På den måde udnytter du tiden, og behøver ikke høste dine hvidløg, før de er helt klar til høst.

Hvornår høstes hvidløg

Både slangehvidløg og blødnakkede hvidløg, som er de 2 typer hvidløg vi dyrker i vores haver, vil først være klar til høst engang i begyndelsen til midten af juli måned. Måden man ser, om hvidløgene er klar til høst på er, at de yderste dækblade er visnet ned, imens der fortsat er 4-5 af de inderste blade, der endnu er grønne. Dette er det optimale tidspunkt for høst af hvidløg.

Høster du før dette tidspunkt, går du glip af den sidste gro-spurt, hvor løget trækker energien fra dækbladene ned i løget og øger sin vægt betydeligt på den sidste måned af vækst fra primo juni til primo juli.

Høster du hvidløgene senere, og for mange af dækbladene er visnet ned, kan du opleve, at hvidløget, når du høster det, ligesom ”skiller ad”.

Det skyldes, at dækbladene er visnet for meget ned inden høst, og dermed ikke længere sidder som en beskyttende hinde udenpå hvidløgsfeddene. Holdbarheden for hvidløg, der er høstet for sent, er kortere end for hvidløg, hvor dækbladene fortsat er intakte rundt om feddene.

Nyhøstet hvidløg hængt til tørring i Yens Have

Det er altid godt at høste hvidløg i en forholdsvis tør periode, og er der udsigt til regn, fremrykker jeg gerne høsten et par dage, for at kunne høste dem i tørvejr. Er det meget tørt, som der kan være udsigt til, det vil være i år, kan det være hjælpsomt af hjælpe hvidløgene fri fra den tørre jord, men spidsen af en greb eller en håndskovl.

Tørring af hvidløg

Når hvidløgene er høstet skal de tørre inden de lægges til opbevaring. Tørring kan i perioder uden for meget morgendug, foregå direkte på bedet, eller hvidløgene kan hænges op til tørre under et udhæng eller et andet sted med overdækning og god ventilation.

Hvidløg tørrer på bedet i Yens Have

Nyhøstede hvidløg er lagt til tørre direkte på bedet. Det kan lade sig gøre i meget tørre perioder med lidt eller ingen morgendug.

Her tørrer hvidløgene godt igennem, indtil alle dækblade er tørret ind. Rodhalsen er det sidste der tørrer, og når den, efter nogle uger, er godt tørret ind, kan hvidløgene lægges til opbevaring.

Hvidløg hvor både rodhals, dækblade og stilk er tørret

Hvidløg hvor både rodhals, dækblade og stilk er tørret og klar til opbevaring

Forskellige metoder til tørring af hvidløg

En gammeldags løgramme med hønsenet virker fortrinligt til tørring af hvidløg, men den optager en del plads resten af året, hvor den ikke bruges. To simple metoder, der ikke kræver helt så meget plads, og begge virker fint til tørring, er enten at bundte hvidløgene sammen i mindre bundter med 10-20 løg i et bundt, og hænge bundterne op med løgene nedad, eller at lægge brædder ved siden af hinanden på et par bukke, og hænge hvidløgene med stilkene nedad på stativet.

Hvidløg hænger til tørre i Yens Have

Hvidløg hænger til tørre imellem 2 brædder og et bræt og jernstang under overdækket i carporten. Brædderne fjernes nemt efter anvendelse, og optager ikke meget plads indtil næste gang de skal bruges.

Man kan også flette hvidløgene med det samme og hænge dem til tørre i fletningen. Dette virker også, men hvidløgene er længere om at tørre med denne metode, og de skal tjekkes godt inden de bliver lagt til opbevaring. Mulighederne for tørring er i virkeligheden så mange, som fantasien rækker til, blot du sørger for god ventilation og et tørt miljø.

 

Høst af hvidløg før tid

Det kan være nødvendigt at høste hvidløgene før de egentlig er helt modne, hvis de rammes af sygdom eller skadedyr. Af skadedyr er løgminerfluen nok den mest skadelige for løget, og opdager man angreb af disse, er der ikke andet for, end at høste løgene og få fjernet larverne, der graver sig ind i stilken og på den måde skader både stilk og løg, og forringer holdbarheden af hvidløgene.

Alt efter hvor hårdt løget er angrebet, kan det være nødvendigt at skille løgene ad i enkeltfed. Disse kan godt opbevares, men i kortere tid, end de tørrede hele løg.

For at forlænge holdbarheden kan man lægge feddene i olie, fermentere, eller fryse hvidløgsfeddene enten hele eller knuste evt. i olie.

Løgrust er en svampesygdom der angriber bladene på både hvidløg, porrer og løg og som er meget let genkendelig.

Hvidløgsbladene farves af noget der tilsyneladende ligner orange støv, men det er svampesporer, der formerer sig på bladene. Hvis man opdager angrebet i tide, er det ikke sikkert, man behøver høste hvidløgene før tid, men man kan i stedet, forsøge at begrænse angrebet, ved at plukke de angrebne blade af med det samme, og fjerne dem helt fra haven. Ved meget alvorlige angreb, kan det være nødvendigt at høste hele hvidløgsafgrøden, fjerne alle angrebne blade og tørre løget uden stilken på.

Hvis man står foran en ferierejse kan det også være nødvendigt at høste sine hjemmedyrkede hvidløg før de er helt modne og der kun er 4-5 grønne dækblade tilbage. Der skal nok komme fine hvidløg ud af det alligevel, og skal jeg vælge imellem at høste lidt før tid eller senere, når ferien er overstået, vil jeg foretrække at høste lidt før tid er. På den måde risikerer man ikke, at løgene overmodner og mister god holdbarhed.

Hvidløg høstet i Yens Have i Juli

Hvidløg høstet lidt før de er helt modne. En kombination af tørkeudsigt og en forestående sommerferie, gjorde det til rette høsttidspunkt, selvom det var lidt før det optimale høsttidspunkt for hvidløg.

Opbevaring af hvidløg

Jeg opbevarer gerne mine hvidløg i køkkenet ved lav stuetemperatur. Dem jeg anvender før jul, fletter jeg og hænger op i køkkenet, for jeg synes det er smukt, og fordi de her er lige ved hånden, når jeg skal bruge dem. De resterende lægger jeg i en flettet kurv med låg. Her ligger de mørkt og relativt køligt, og holder sig godt helt indtil næste sommer, hvor den nye høst af hvidløg overtager scenen.

Hvidløg klar til opbevaring indenfor i køkkenet

Hvidløg klar til opbevaring indenfor i køkkenet

Hvidløg opbevares efter tørring helst over 10 grader. Bliver de opbevaret ved under 10 grader, stiger risikoen for, at de vil spire meget tidligt på foråret. Det er ikke noget der gør noget, og man kan sagtens spise et hvidløg der er spiret, men det forringer holdbarheden og gør, at man måske så ikke har hjemmedyrkede hvidløg i juni/juli indtil de nye hvidløg høstes.

Sæt buskbønner efter hvidløg

Hvis du forspirer et hold grønne buskbønner lige nu i begyndelsen af juni, er det noget nær det perfekte tidspunkt, hvis du vil dyrke en anden rotation af grøntsager i bedet der bliver ledigt efter høst af hvidløg i juli.

Buskbønner der er forspiret i begyndelsen af juni og klar til udplantning efter høst af hvidløg.

Buskbønner der er forspiret i begyndelsen af juni og klar til udplantning efter høst af hvidløg.

Andre afgrøder, der egner sig til at efterfølge hvidløgshøsten, kan være: etablering af nyt jordbærbed med udløbere, salat, forspiret fennikel, spinat (som sås direkte i august/september til overvintring) eller forspirede grønkål.

6 Kommentarer

  1. Mette Neland

    Tak for nyttig information.
    Jeg har sllere sået gulerødder mellen hvidløgene, er der så plads til at jeg kan stille noget på hvdlægets plads? Buskbænner er emder nok ikke plads til.

    Svar
    • Yen Frydensberg Egebak

      Hej Mette
      Velbekomme.
      Gulerødder imellem hvidløgene er perfekt. Jeg ville ikke sætte mere imellem gulerødderne. De får hurtigt store toppe, når hvidløgene er væk 👍👍

  2. Stine

    Spørgsmål ang hvidløg:
    Du har dem i en kurv i løbet af vinteren og foråret – står denne kurv ved stuetemperatur eller ?
    Klipper du stænglen af når de er helt tørre ?
    Vh Stine

    Svar
    • Yen Frydensberg Egebak

      Hej Stine
      Jeg både fletter og opbevarer i kurv. Dem jeg har flettet hænger i køkkenet, og bliver anvendt først. De står og hænger ved stuetemperatur.
      Stænglen klipper jeg helst når de er helt tørre, men det går også at klippe dem før.
      Dbh Yen 💚

  3. Karna Maj

    Jeg har nogle år massivt rustangreb i mine hvidløg, andre år kun lidt. Men jeg har opgivet at gøre noget ved det i vækstsæsonen, og det påvirker ikke løgstørrelsen ret meget. Jeg er til gengæld påpasselig med at fjerne al angreben top og brænder det for at minimere spredning af rustsvampenes sporer.

    Svar
    • Yen Frydensberg Egebak

      Rust er irriterende, men ja, det er heller ikke min erfaring at det gør en stor forskel for udbyttet, da det ofte rammer ret sent på sæsonen, hvis det rammer. Jeg døjede med det i 3 års tid, og pludselig forsvandt det fuldstændig fra haven.

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *