Høst og opbevaring af løg

6. juli 2025
Der er ikke noget bedre end at skue ud over sine hjemmedyrkede løg med stor glæde og tilfredshed, og ikke noget værre, end når man kommer i tanker om, at man ikke har nogen som helst idé om, hvornår de skal høstes, eller hvordan de bedst opbevares 🙈 Her kan du blive klogere på høst, tørring og opbevaring af hjemmedyrkede løg.
Høstede løg fra Yens Have, klar til opbevaring

 

Hvornår er løg høstklar

Det er nemt at se hvornår både røde, gule og zittauerløg er klar til høst. Det er de, når toppen bliver slap og lægger sig ned over jorden lige over løget – det betyder, at væksten er stoppet. Typisk indtræder modenhed, for løg dyrket fra sætteløg, i begyndelsen af juli, og nogle uger senere for løg, der er dyrket fra frø.

Høstklar løg i Yens Have

Sådan ser et løghalsen ud, når løget er klar til høst. Halsen er ligesom ‘klappet sammen’.

 

Løg der vokser i Yens Have

Tommelfingerreglen er, at man høster, når ca 50 procent af toppene har lagt sig ned. Som hobbydyrker, kan man dog godt sprede høsten ud over et par uger, og kun tage de løg op, der er høstklar.. På den måde får man udnyttet al vækst, men man må også vente lidt længere på et helt frit bed, hvor der kan sættes en 2. rotation af grøntsager.

 

Tørring af løg

Efter optagning lægges løgene til tørre et tørt og ventileret sted ude af direkte sollys, så tørringen ikke sker ujævnt eller for hurtigt. Tørring kan foregå liggende på en løgramme, hængende imellem 2 brædder eller løgene kan hænges på et rionet eller en snor. Endelig kan man også blot binde et bundt sammen og hænge dem under udhænget. Det vigtigste er, at der er ly for regn og god luftgennemstrømning på tørrestedet.

Gule løg hænger til tørre i Yens Have

Her er det gule løg (kepaløg) der hænger til tørre imellem 2 brædder. Det er en virkelig nem og fleksibel metode til tørring af løg, og brædderne fylder mindre end en traditionel løgramme.

 

Løgene skal tørre godt inden de lægges på lager. Regn med at de skal tørre imellem 3-6 uger, og tjek at halsen er helt tør, inden løgene flettes eller lægges på lager uden top.

Opbevaring af tørrede løg

Professionel opbevaring sker ofte mørkt og ved 0–5 °C. Når løgene har været opbevaret så koldt, og bliver bragt ind i et lunt og lyst køkken, er det et signal til dem om, at det har været vinter, og at det er tid til at spire. Det er derfor løg fra supermarkedet spirer så hurtigt, især i det tidlige forår.

Jeg opbevarer i stedet alle løg til langtidsopbevaring mørkt, tørt og i en stabil temperatur over 10 grader. Sådan holder de langt ind i foråret uden af spire. I praksis betyder det her hos mig, i en kurv med låg, der står placeret i lav stuetemperatur (ca 18 °C) under trappen i køkkenet.

 

Hvidløg klar til opbevaring indenfor i køkkenet

Ved aldrig at udsætte løget for temperaturer under 10 grader udsættes spiringen, hvilket er meget hjælpsomt, når man gerne vil være selvforsynende med løg året rundt. Løgene til langtidsopbevaring opbevares i en kurv med låg. Den står ved lav stuetemperatur under trappen, indtil efter nytår, hvor jeg begynder at bruge af de langtidsopbevarede løg.

 

Løg fra Yens Have er flettet og hænger klar til brug

De løg der anvendes inden nytår hænger blot fremme i køkkenet i lange fletninger. Der er ikke risiko for at de spirer inden de er blevet brugt i madlavningen. Jeg udvælger de største løg til brug først, og løg af mellemstørrelse til langtidsopbevaring.

 

 

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *