Anlægning af et pilebed er nemt, og har du et hjørne i din have, hvor der ikke rigtig vokser andet end snerler og brændenælder, så er du kun 40 pilestiklinger væk fra at være selvforsynenede med pil til kurve og bakker
Jeg anlagde mit første pilebed samme år, som vi flyttede herud med 7 forskellige pil, der alle egner sig til pileflet. Det giver bare så god mening at anvende naturens egne materialer så meget som overhovedet muligt i haven. Jeg har høstet pilen hvert år i Januar, men ellers ikke rigtig gjort så meget ved ukrudtstryk eller jordforbedring, og et par af varianterne var over tid gået til i ukrudt.
Tiden var moden til at lave et nyt bed et sted, hvor jeg hele tiden bliver mindet om, at det er der. På den måde husker jeg at passe og tilse pilen – hvilket egentlig bare er at holde den nogenlunde fri for ukrudt og høste hvert år, så den bliver ved med at producere materiale til de næste mange års kurve, bakker, espalier og højbede.
Så da chancen bød sig til at få pilestiklinger af nogle rigtig gode flettepil, jeg ikke allerede havde i forvejen, susede jeg således en tur til min kære moster på Sjælland og hentede ”guldet” hjem, og endelig kom dagen, hvor vi fik lagt ukrudtsdug ud og plantet 4 forskellige nye pilevarianter til nye projekter.
Pilestiklinger
Et pilebed anlægges med stiklinger. Stiklingerne skal være friske eller have ligget køligt fra de blev høstet til de bliver plantet. Køleskab eller under en busk i skyggen vil være fine opbevaringssteder inden plantning i det tidlige forår.
Det er vigtigt at huske, at vende pilestiklingen rigtigt ved plantning, da den kun slår rod, hvis den har rodenden nedad. Man kan se det på øjnene, om de vender opad eller nedad. Ofte kan man også se det på tykkelsen på stiklingen. Den vil typisk være tykkest i den ende, der er rodenden og tyndest i blad-enden.
Jord og placering
Pil er ikke særlig krævende hvad angår jordbundsforhold. Lerjord trives den meget fint i. På lette jorde, kan den være mere udsat for udtørring, hvilket den ikke bryder sig om, men pil har dybe rødder, og med lidt kærlig vanding i etableringen af et nyt bed, kan pil også sagtens vokse på en let sandet jord. Pil er også rimelig skyggetålende, og dermed er der mulighed for at udnytte steder på grunden, hvor det man alligevel ikke rigtig dyrker andet end for eksempel brændenælder og skvalderkål.
Hvornår og hvordan anlægger man nyt pilebed
Anlægning af bed sker typisk fra pilen høstes i løbet af vinteren og til midt på foråret. Så længe man kan komme i jorden med en tentorpæl, kan man plante pilestiklinger. Jeg lægger ukrudtsdug eller plastik ud, hvor jeg vil lave mit pilebed, og laver hul i dugen med en tentorpæl en jernstang eller en saks. Jeg planter pilen rimelig dybt, så kun lige 8-10 cm stikker op over jordoverfladen. Hvis etablering sker i en tør periode, kan det være fint at vande efter plantning. Vi vander sjældent, da den fede lerjord på dette tidspunkt af året, i marts, typisk er helt vandmættet.
Planteafstand af pilestiklingerne
Hvis man gerne vil have gode lange flettepil uden for mange sidegrene er det fint af plante pilestiklingerne forholdsvis tæt. Ca 30 centimeter imellem hver pil og 45 – 50 centimeter imellem rækkerne er rigelig fin plads til, at hver pil kan udvikle lange slanke skud, som er gode til flet.
Pilevarianter til flet
Der findes rigtig mange forskellige varianter af pil. En rigtig god metode til at bestemme, hvilke pil man selv ønsker at starte med at dyrke, er at spørge sig for hos dem, der fletter rigtig meget, eller hos producenter af pilestiklinger og flettepil. Gå til et kursus eller 2 inden du bestemmer dig, og spørg underviseren – da ved han/hun også lidt mere om, hvad du godt kan lide at flette.
De pilevarianter jeg dyrker i mine pilebede er alle varianter, jeg har fået anbefalet, og som jeg efterfølgende har været så heldig at få stiklinger af.
Rød amerikaner: Salix fragilis americana. Smuk og fleksibel pil, god at flette med.
Gul alba: Har en smuk gul farve og en kraftig vækst. Fleksible lange grene.
Bleu: lange, tynde lige skud, plantes tæt (10-15 cm imellem hver)
Fransk fløde: meget smidig pil, smuk lys kulør
Leichchester Dix: nem og smidig at flette med. Forbliver tynd og ikke så høj.
Laurbærpil: Laurbærpil tåler mere tørke end for eksempel dugpil. God til stager og kanter
Dugpil: Dugpil, eller vildpil som den også kaldes har lange, tynde skud der er meget fleksible. Kraftigvoksende.
Kender du ikke lige nogen, der er leveringsdygtige i pilestiklinger af flettepil, finder man nemt producenter på nettet ved at google “pilestiklinger” eller “flettepil”.
Ihhh, et dejligt indlæg 🙂 jeg har noget jord, hvor jeg gerne vil plante pil (rød amerikaner og blue) jeg har plads til ca. 100 stiklinger. Jeg har ingen ide om, hvor meget jeg kan komme til at lave med 100 stiklinger? Og hvis det nu (mod al forventning) viser sig at være en dårlig plan at etablere pilebed, er de så umulige at grave op igen? De bedste hilsner…
Hej Malene
1000 tak for din kommentar 😊 Altså opgravning eller nedlæggelse af pilebed er ikke noget af det nemmeste i verden🙈 Det er rimelig livskraftige planter, specielt når de har nogle år på bagen. Men det kan godt lade sig gøre, vi har fjernet et pilehegn, der stod for enden af køkkenhaven – det tog lidt tid, men det lykkedes 🙂
Hej Yen
Tak for et fint indlæg. Jeg har lige overtaget et hus med en stor matrikel med skov/park. Og det kunne være perfekt med et pilebed, så der er materialer til flethegn osv. Men ja, hvor starter man lige :).
Glæder mig til at gå på opdagelse på din hjemmeside.
Vh. Sara
Hej Sara, årh, det lyder skønt – et rent lærred med masser af mulligheder. Jeg håber du har fundet lidt god inspiration her. Tak for tilbagemeldingen. DBH Yen