I maj måned i år har vi her på Abild kun fået 7 mm regn, og sidste år i maj 22 mm, og der tegner sig generelt en tendens til at forår i Danmark bliver mere tørre, end vi før har været vant til, og det er noget man som haveejer lige skal omstille sig til. Der er heldigvis rigtig mange små ting, man kan gøre for at reducere behovet for vanding i køkkenhaven.
Vand grundigt under og efter planteetablering
Juster vandmængden efter behov. Vanding er allervigtigst imens planter og frø etablerer sig. Det kan godt betale sig at vande hver eller hver anden dag lige efter udplantning, ligesom en god portion vand i plantehullet også giver en varig fugtighed, planten kan nyde godt af i dagene efter udplantning. Jo bedre planterne kommer fra start, jo hurtigere finder de dybt ned i undergrunden med egne rødder
Når først planterne er etableret og jorddække er på plads reduceres vandingsbehovet meget, og det kan godt svare sig at lade jorden at tørre lidt ud mellem vandingerne. Let udtørring imellem vandinger vil fremme dyb rodvækst og gøre planterne endnu mere modstandsdygtige overfor tørke fremadrettet.
Vand morgen og aften
Undgå at vande midt på dagen hvor fordampningen er størst. I foråret (især det tidlige forår) vander jeg gerne om morgenen, så planterne ikke står med fødderne i koldt vand igennem hele natten, men har nået at optage vandet inden natten falder på. I højsommeren foretrækker jeg at vande om aftenen, hvis det lader sig gøre. Her er længst mulig tid for vandet til at finde ned til rødderne uden risiko for fordampning.
Jorddække
Jorddække er nok en af de allervigtigste og virksomme strategier imod fordampning af vand fra jordoverfladen under en tørkeperiode og generelt igennem hele sommeren. Dæk jorden imellem rækkerne så hurtigt efter såning og udplantning, som det lader sig gøre. Læs mere om, hvorfor jorddække er så essentielt i enhver have i mit blogindlæg om jorddække her
Reducér dyrkningsareal og dyrk i blandingskultur
Når der er tørke kan det give rigtig god mening at dyrke på et så lille areal som muligt. Og helt generelt kan det også godt betale sig, at kigge på, om det kunne være en fordel at reducere de arealer vi dyrker på, og i stedet effektivisere vores metoder og ressourceforbrug.
Vi har lige etableret 4 højbede på terrassen, der fungerer som nærkøkkenhave. De er fantastiske i foråret, idet jeg dyrker dem i blandingskultur med hurtige rotationer. Når jeg høster hele planter, sætter jeg med det samme nye udplantningsplanter og har på den måde kun et lille areal, der skal vandes, og meget lille fordampning, fordi planternes løv dækker jordoverfladen. Skulle jeg have dyrket de samme grøntsager i den almindelige køkkenhave, havde jeg haft brug for at vande endnu et bed eller måske flere, og jeg ville ikke have plantet nær så tæt.
Plant i blandingskultur med samme vandingsbehov
Placer planter med lignende vandbehov sammen i en blandingskultur. Ved at gruppere grøntsagsplanterne kan du undgå at vande områder, der ikke har brug for det, og fokusere din vanding der, hvor der er brug for vandet.
Forsink udplantning
Udsæt udplantning af dine udplantningsplanter som for eksempel bønner, majs, selleri og squash til den værste forårstørke er ovre. De kan med fordel ompottes en ekstra gang og dermed stadig være i vækst selvom de endnu ikke er plantet ud i jorden. Da kan planterne stå sammen og vandes, uden der vandes hele bede. Denne strategi er særdeles effektiv hvis den suppleres med, at de bede, der venter på at blive plantet til, er dækket af plastik eller en anden tæt membran.
Det er vigtigt ikke at vente for længe så udplantningsplanterne går i vækststandsning. Det kan de have rigtig svært ved at komme sig over, især hvis de plantes ud under en tørke.
Vand præcist
Jeg laver små fordybninger eller kanaler i bedene, så det vand jeg vander med, trækker ned rundt om rødderne på planterne, og jeg vander med stråle i stedet for brus, så jeg kan vande tæt på planten og ikke ned ovenpå jorddækket.
Kig også på makro-niveau på konturerne i din have og tænk over om din have er anlagt så vandtilførslen fra regnvand bliver så hensigtsmæssig om muligt.
Saml regnvand
Opsamling af regnvand er simpelthen helt genialt, og jo mere man kan samle, jo mere ro i maven kan man ha’, hvis (eller rettere når) der kommer en periode med tørke. I kombination med de strategier jeg har beskrevet ovenfor, er regnvandsopsamling virkelig en gamechanger i forhold til, hvor meget man stadig kan dyrke i sin have, selvom nedbørsmængderne ikke er store i foråret. De store 1000 liters IBC-tanke kan ofte købes brugt og de findes i fødevaregodkendte udgaver, hvor der for eksempel har været vegetabilsk olie eller chokolade i. 2 tanke kan stables 2 ovenpå hinanden uden problemer. Alternativt kan man anvende 200 liters regnvandstønder.
Overbrusning forebygger bladlus
Under en lang tørkeperiode kan det være en god idé én gang ugentligt at overbruse planterne i køkkenhaven og i drivhuset, dette især i det sene forår og tidligt på sommeren, hvor bladlus har det med at angribe planterne. Bladlus bryder sig ikke om at etablere sig på steder, hvor der er fugtigt, og det er meget nemmere at forebygge disse angreb end det er at komme bladlusene til livs når planterne først er angrebet. Senere på sommeren skal man være lidt mere forsigtig med overbrusning, især i drivhus, da det kan fremme angreb af skimmel på tomater og meldug på agurker.
Tak for de gode tips, det er guld værd 🙂
Hej Lisbeth
Velbekomme, og 1000 tak for din tilbagemelding
DBH Yen
Det er bare gode råd – tak for dem!
1000 tak Tina 🙏