Drivhustomater og blomsterfald – hvorfor, og hvad kan du gøre?

9. juni 2023
Hvorfor smider tomaterne blomsterne uden der kommer tomater? Her er 3 bud på, hvad tomatfald i dine tomater kan skyldes, og hvad du kan gøre for at afhjælpe problemet.
Tomaterne blomstrer i Yens Have

Hvorfor du bør gi’ drivhustomaterne en ordentlig rusketur, og gode bud på, hvad blomsterfald i dine tomater kan skyldes, samt hvad du kan gøre for at afhjælpe problemet.

Hvis du er en lille smule ligesom mig, så har du i juni allerede lavet en lille smule af det man kunne kalde ”tomat-matematik” – altså, ”hvor mange planter har jeg?” ”Hvor mange kilo tomater giver hver plante mon?” Og hvordan mon den og den variant smager henholdsvis drivhusvarm og let afkølet i en tomatsalat?

Høst af gule tomater i Yens Have

Høst af gule tomater i august. Tomatmatematikerens travleste måned

Eller hvis du er helt ny drivhusejer, der ikke har prøvet at dyrke tomater før, eller ikke har prøvet at dyrke tomater i sådan et varmt forår, så er det virkelig virkelig træls, at opleve, at alle de dejlige gule blomstrende tomater, pludselig bare smider rigtig mange af blomsterne uden at danne frugter.

Her er et par bud på, hvad der kan forårsage blomsterfald, og hvad du kan gøre for at afhjælpe problemet, så du kan nyde hjemmedyrkede drivhustomater, ganske som du havde drømt om det, inden maj og juni 2023 gjorde drivhussæsonen lidt mere end almindeligt spændende, med glohede solbeskinnede dage og iskolde nætter.

Tomatblomsterne mangler bestøvere

Tomatblomster skal bestøves for at danne tomater. Ude i naturen er vinden og duften af tomatblomst måske nok til at sørge for at udføre denne opgave og lokke bestøverne til de planter, der skal bestøves. I drivhuset kan det nogle gange være nødvendigt at hjælpe bestøvningen lidt på vej.

Tomater i Yens Have

Atomic Sunrise, en lille busktomat, der giver enormt mange frugter på en ganske lille plante.

Jeg har ét år oplevet, at alle de nederste blomster ikke fik nær det antal tomater jeg havde drømt om, og dermed var der gået ret meget høst til spilde (dengang havde jeg ikke over 150 tomatplanter og 4 drivhuse)

Siden dengang, har jeg fulgt et råd jeg fik af min allerbedste tomat-ven Anders, som hvert år dyrker fantastiske tomater i sin baghave, i 2 bitte-små drivhuse. Glem alt om at pensle hver enkelt blomst, eller forlade dig på at vinden finder ind i drivhuset og klarer opgaven på lykke og fromme. Anders’ søde hustru Anne går hver morgen ud, og giver hver eneste tomatplante en ordentlig ruske-tur – altså ryster planten, så pollen frigives og falder fra de øverste blomster til blomsterne længere nede på stilken. Det har jeg gjort lige siden, og det virker bare som intet andet– hver eneste plante får en lille rystetur, så snart de første blomster viser sig på planterne, og hvert år er tomatklaserne fulde af tomater, i en grad så jeg stadig bliver overrasket over mængden af tomater, der kan sidde på en enkelt klase tomater.

Tomater i fuld blomstring i Yens Have

Der er lidt at gå i gang med, når hver enkelt plante skal rystes for at fremme bestøvningen, men det er også et hyggeligt morgenritual

Tomaterne har det for varmt

Tomatplanter kan faktisk slet ikke lide at have det for varmt, og kommer temperaturen som en tommelfingerregel over 35 grader i drivhuset i mange dage i træk, kan det betyde at planterne simpelthen smider blomsterne inden de når at blive bestøvet. Det kan skyldes varmestress, hvor tomatplanten forsøger at spare energi ved ikke at producere tomater når temperaturerne i en længere periode så høje at planten ikke både kan lave tomatfrugter og samtidig overleve hedebølgen

Inden planterne smider blomsterne han du ofte se andre tegn på, at de er stressede, som for eksempel at bladene bliver meget ”spidse” at se på, og måske endda peger ekstremt meget opad. Det er et forsøg på at mindske bladoverfladen og dermed nedsætte fordampningen fra bladene.

Der er flere ting man kan gøre for at afhjælpe dette. Man kan købe en speciel skyggepasta, der kan smøres på drivhuset og som filtrerer solens stråler. Den samme effekt kan opnås med skyggenet udenpå eller gardiner indvendig i drivhuset.

Drivhus med rester af skyggepasta på gavlen fra sidste års tomatsæson

Drivhus med rester af skyggepasta fra sidste års tomatsæson på gavlen og de nederste vinduer

 

Tunnelvæksthus med skyggenet på i begyndelsen af juni

Tunnelvæksthus med skyggenet på allerede i begyndelsen af juni

Også udluftning hjælper gevaldigt på varmen især i små drivhuse, og her kan det være en rigtig god ide at lave gennemtræk, enten ved at åbne både dør og tagvinduer eller ved at tage et vindue ud i den ene ende af drivhuset.

Gødning og vand

Især hvis du dyrker tomater i kapillærkasser eller potter, kan det betale sig at kigge på om gødnings- og vandingsregimet kan være skyld i blomsterfald uden frugtsætning. Det kan være rigtig svært at regulere disse 2 faktorer, når planten er ”fanget” i meget lidt jord. Den kan ikke bare søge væk med rødderne, hvis dens behov ikke bliver mødt, og dermed er planten mere sårbar overfor både udtørring og overvanding, for meget eller for lidt næringstilførsel til planten.

Men også planter der vokser i almindelig havejord kan opleve blomsterfald, hvis de stresses af for meget, eller for lidt, vand eller gødning. Især uregelmæssig vanding kan ha’ en rigtig kedelig effekt på tomater, og ikke bare kan det forårsage blomsterfald, det kan også give anledning til det trælse griffelråd, som udmønter sig i sorte indtørrede ender på tomaterne eller sorte kerner indeni tomaterne.

Mine tomater vokser i højbede med direkte kontakt til jorden, og bliver som udgangspunkt ikke gødet mere end når de bliver plantet, hvor de får en række forskellige langsomt omsættelige naturlige restprodukter fra vores og vores venners husholdninger og lidt havekalk ved behov. Hvis du gøder i løbet af sæsonen, er det en god idé at starte med at følge instruktionerne på produktet nøje, og derefter observere virkningen på planterne.

Tomater der vokser og modner i tunnelvæksthuset

“Atomic Fusion” modner i tunnelvæksthuset. Gødning er ikke nødvendig sæsonen igennem, idet der er gødet ved plantning.

Vanding er efter min erfaring super vigtigt at gøre regelmæssigt og nok. For mit vedkommende ser det sådan ud, at jeg giver op til 2 liter vand pr. plante pr dag, og at mængden justeres efter, om det er gråvejr eller høj sol, og om planterne er i gang med vækst, frugtsætning eller modning af tomater. Planterne har typisk brug for mere vand (op til 2 liter og dagen), når de er i gang med vækst og i frugtsætning, end når tomaterne er færdigudviklede og blot skal modne på planten. Typisk kan vanding helt ophøre, når planterne ikke forventes at producere flere tomater, men blot skal modne de eksisterende tomater.

 

 

4 Kommentarer

  1. Lotte Daugaard Peters

    Tak for tippet om rysteture til tomatplanterne. Det tager jeg med til næste års tomatpasning… Men men.. jeg har faktisk mange tomater på mine planter. De er bare grønne og det er ligesom om de aldrig bliver røde/gule/orange?!?
    Jeg er temmelig uerfaren i tomater og drivhus og ret ærgerlig over at det store arbejde ikke rigtig bærer frugt. Hvad er problemet mon?

    Svar
    • Yen Frydensberg Egebak

      Hej Lotte
      Der kan være flere årsager. Generelt oplever mange i år, at tomaterne kommer lidt sent i gang med at modne.
      Hvornår har du plantet dine tomater ud? Var de sunde da du plantede dem? Beskærer du dine planter? Har du skyggenet på drivhuset?

  2. Kim Holm

    Hej Jeg er ny i alt med blomster og grøntsager. Jeg har sået 3 blomsterpotter med tomat frø. Det er godt og vel et par måneder siden. Jeg bor permanent på philipperne. Og vi har dage med fuld sol, dage med overskyet vejr og regn. Det er regntid. Mit spørgsmål er. Hvornår begynder man at kunne de små blomster på planten. Jeg har sat blomsterpotterne på et sted hvor der en sol, skygge og lidt vind. Jeg vander planterne dagligt. Kan jeg gøre brug af husdyrgødning i vand oplæsningen. Eller skal jeg blot lægge det ud på jorden, eller i Plansterpotten???. Dufter tomatplanter???

    Svar
    • Yen Frydensberg Egebak

      Hej Kim
      Du kan fint gøde med husdyregødning i vandet. Blomstersætning vil begynde snart tænker jeg. Jeg forspirer mine tomater 1. marts. De blomstrer primo-medio juni og giver høst i august – som en tommelfingerregel. Tomater elsker lys og sol, så flyt dem måske til et lyst sted. Står de for varmt (se artikel om blomsterfald) smider de blomsterne.
      Held og lykke 🤞🤞😃
      DBH Yen

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *