Om mig, min familie og haven
Velkommen til Yens Have
Her bor jeg sammen med min mand Henrik og vores søn Mikkel på Abild, en nedlagt æblegård i de bløde bakker på Sydøstfyn.
Vi forelskede os i den forladte æblegård med de gamle krogede kirsebærtræer i det øjeblik vi kørte ind på gårdspladsen, og i 2011 købte vi ejendommen, hvor både “ude” og “inde” trængte til en kærlig hånd. Siden da er vores selvforsyningshave vokset frem, som et resultat af vores fælles tanker om, hvad der er praktisk og bæredygtigt, både nu og i fremtiden. Vi høster fra haven hver dag året rundt fra drivhuse og køkkenhave og er helt selvforsynende med en bred variation af plantebaserede ingredienser til alle måltider.
Min skønneste have har ikke nødvendigvis lige rækker og grøntsager, der står ordnet efter højde. Haven er et frodigt mix af nytteplanter – grøntsager, urter, bær, nødder og blomster – hvis væksterne ”kan noget” har de en plads i min have. Det er en levende, arbejdende og producerende have, der hele tiden forandrer og udvikler sig i takt med dem, der bor og lever i den.
Jeg brænder for at sprede have- og dyrkeglæde.
At videregive min livslange begejstring for grøntsagshaven og økologisk havebrug, føles som en del af mit DNA – meningsfuldt og “lige til højrebenet”, og jeg nyder at dele havelivet på Abild, tips og tricks, og hvordan du selv kan høste grøntsager hver dag året rundt fra din egen have.
Forfatter: ‘Dyrk grøntsager året rundt’, Gyldendals forlag 2024
Artikler: Artikler om økologisk og regenerativt havebrug, selvforsyning og et bæredygtigt liv, finder du her på Yens Have og for danske og engelsksprogede medier. Se udgivelser her.
Foredrag: kontakt mig på mail eller telefonisk for aftale om foredrag
TV:
Søren Vesters Have: tomater og køkkenhave, DR1
Søren Vesters Have: julestemning, DR1
Youtube:
Huw Richards: the most amazing gardening hack for winter abundance with Yen
Web og SoMe:
Yenshave.dk
Instagram
En gang imellem inviterer vi indenfor til Åben Have arrangementer og havekurserne forgår også her i Yens Have på Abild. Resten af tiden er haven åben efter aftale.