Varmebede tjener flere funktioner og varer langt hen på sæsonen, hvor de efter vinterdyrkningerne stadig har varme til dyrkning af tidlige meloner og squash. Det er en af årsagerne til, jeg vælger at bruge lidt tid og kræfter på etableringen af de varmeudviklende bede allerede midt i og sidst på vinteren. Jeg får så at sige min investering mange gange igen hen over både forår og sommer.

Hvad er et varmebed?

Et varmebed er et højbed eller et jordbed etableret direkte ovenpå en stor varmeudviklende kompostbunke. Bedet skal have en vis størrelse for at kunne udvikle en høj temperatur og for at kunne holde varmen de 6-8 uger, som man ser som den længst mulige tid der kan opretholdes en jævn varme.

Størrelsen på et varmebed er afgørende for, hvor meget varme, der kan udvikles, og hvor længe bedet holder sig varmt. Jo større bedet er, og jo bedre det er isoleret på siderne og i bunden, jo længere holder varmen sig i bedet og kanaliseres opad, hvor den gør nytte rundt om rødderne på de vækster, der vokser i bedet eller ovenpå bedet. Jo mindre varmebedet er, jo bedre bør det isoleres for at kompensere for varmetab i de koldeste måneder af året. De varmebede jeg etablerer, er minimum 100 x 120 cm og 115 cm i højden, hvilket er en god størrelse, der kan holde en jævn varme i 6-8 uger. Går man længere ned end en palleramme vil jeg ikke mene udbyttet er besværet værd, da det bliver svært at få en ordentlig varmeudvikling over længere tid.

På den anden side har vi nok alle set hvor meget varme en bunke med nyklippet græs kan udvikle, og står man og skal bruge meget varme i kort tid, så kan der sagtens eksperimenteres med mindre bede – I det hele taget er jeg bare så meget fortaler for at eksperimentere. Så mange gange følger vi blindt alle mulige regler uden at reflektere over, hvilken kontekst reglerne hører til i – der er så meget ny læring og fine erfaringer at gøre sig, hvis vi tillader os at prøve lidt forskelligt – i denne sammenhæng, hvor det handler om varmeudvikling i organisk materiale, skal man blot tænke over, hvilken slags varme, der er brug for og bruge lidt tid på at forstå fysikken bag  varmeudviklingen, og så kan man pludselig lave sine egne små forsøg til lige præcis det projekt, man skal bruge varmen til.

Hvilke materialer skal man bruge til at lave et varmebed

Varmebede skal i princippet blot have sider og en vis højde. Man kan grave et dybt hul i jorden. Man kan lave sit bed af paller, der bindes eller skrues sammen, kompostnet, dyrehegn, volierenet, gamle fødevaregodkendte IBC-tanke, pallebure, pallerammer – mulighederne er kun begrænset til en egens fantasi og adgangen til materialer. Som isoleringsmateriale bruger jeg gamle stolehynder, blade eller fåreuld. Bedet skal gerne kunne dækkes af et klart låg, plast eller fiberdug, der kan isolere og skærme planterne i perioder hvor luften omkring bedet er koldere end planterne bryder sig om.

Mine varmebede

Jeg foretrækker at lave mine varmebede ovenpå jorden som et højbed. På den måde får jeg bedet op i højden, hvilket gør pasning og høst super nemt og overskueligt. Mine varmebede her på Abild etableres i gamle genbrugte fødevaregodkendte IBC-tanke, jeg har fået forærende fordi de var blevet utætte og stod til at blive kasseret. Efter de 6-8 uger vil bedet fortsat kunne fungere som en lidt lunere vokseplads for de mere varmekrævende vækster i haven.

Varmeudvikling

Varmebedet bygges op af organisk materiale fuldstændig som en stor kompostbunke. Jeg er så heldig at have adgang til frisk hestemøg iblandet halm og hesteurin, hvilket er super materiale til opbygning af varmebed. Jeg skovler blandingen direkte i bedene og fordeler hestepærer og halm nogenlunde ligeligt i beholderen. Jeg hopper op i bedet for hver 30 cm møg og halm jeg har kommet på bedet og tramper materialet rimelig godt sammen, ligesom jeg fordeler det godt ud i hjørnerne, så bedet ikke synker for meget i siderne og ender med en forhøjning på midten og sammensunket i siderne. Er der tørre pletter vander jeg med varmt vand eller varmt vand iblandet urin. Mine bede etableres i et af de små drivhuse, der holder lidt bedre på varmen end tunnelvæksthuset. Et godt tip hvis du anvender frisk hestemøg med halm og urin – åben et eller flere vinduer i drivhuset inden du hopper op i bunken for at trampe rundt. Ammoniumdampene kan godt være rimelig kraftige, når man står lige oveni hele herligheden, og husk også at udføre denne opgave iført gummistøvler der kan skylles af når tramperiet er overstået og bedet er færdigt.

Rene hestepærer indeholder kulstof of nitrogen i forholdet 30:1, som er det perfekte forhold til udvikling af en moderat varme i et varmebed over lang tid, men hestepærer er ikke det eneste materiale, der kan anvendes til at bygge sit eget varmebed. Der er mange virkelig gode kilder til kulstof, som også er let tilgængelige som for eksempel: halm, visne blade, delvist nedbrudt træ og tynde grene – alle brune materialer der findes i naturen og i de fleste haver. Andre gode kulstofkilder er fåreuld og træflis.

Nitrogen kan enten tilføres i fast form som frisk græsafklip, hønsemøg eller hønsepiller eller i flydende form som urin, hønsemøg eller kaninlort iblandet vand. Også nælde eller kulsukkervand kan anvendes som kilde til nitrogen. Jeg synes det nemmeste at styre er at anvende nitrogen i den flydende form, da det kan vandes ned i bunken ved behov, hvorimod grønt materiale skal være friskt og blandes i bunken i lag sammen det brune kulstofholdige materiale.

Når bedet er fyldt godt op og trykket sammen er det altid bare SÅ spændende – hvornår mon varmen begynder at udvikle sig, hvor hurtigt stiger temperaturen og hvornår begynder den at falde igen, så der kan lægges jord på og der kan sås grøntsager. Det kommer an på flere faktorer – hvor varmt er det udenfor bedet? Er der ilt tilgængelig til processen? Er der rette mængde fugt og ikke mindst rette forhold imellem kulstof og nitrogen? Her kan det blive meget meget teknisk og nørdet, men det kan heldigvis også være ganske let og sjovt at have med at gøre er – helt enkelt kan man sige, at nitrogenen (urinen, græsset eller hønselortsvandet) er katalysatoren der starter hele processen op. Jo koldere temperaturen er udenfor bedet jo langsommere går det med varmeudviklingen, jo varmere det er, jo hurtigere starter ”varmemotoren” med at producere varme fra midten og ud og op i bedet.