I der allerede følger med i mit haveunivers på @www.instagram.com/apple_acres_dk vil vide, at tomatdyrkning er en af mange facetter af havedyrkning og selvforsyning, jeg brænder allermest for. Jeg dyrker tomater i alle regnbuens farver og bruger gerne rigtig meget tid på at finde de helt rigtige tomatsorter (læs – spændende, farverige, nye, sjældne, smagfulde, store, kødfulde).
Hvorfor overhovedet dyrke tomater fra frø?
For mig starter årets tomatsæson allerede, når jeg sidder på gulvet med kassen med tomatfrø fra tidligere års frøbytter -gaver, -bestillinger og frøsamling fra sidste års høst. Jeg dyrker tomatvarianter, jeg aldrig ville have fået mulighed for at dyrke, havde jeg begrænset mig til de tomatvarianter, der findes som ”hyldevarer” i supermarkederne. Jeg lader mig inspirere af andre tomatdyrkere og begejstres af at følge hele processen fra frø til høst.
Man opdager hurtigt, når man dyrker sine egne tomater, at smagen af tomat er ikke bare syre og sødme. Hjemmedyrkede åbenbestøvede tomater rummer diversitet og kompleksitet: sødme og syre ja, men også nogle gange en let bitterhed, salte undertoner og frugtnoter – jeg dyrkede en gul tomat sidste år, der smagte så meget hen efter abrikos, at de gæster vi havde der smagte den, var helt i tvivl om, hvorvidt det var en tomat. Det er for mig og for vores køkken en kæmpe gave, som jeg kun kan opleve, hvis jeg dyrker mine tomater fra frø.
Hvornår sætter jeg drivhustomater til forspiring
Jeg sår størstedelen af alle mine tomatplanter til drivhuset 1. marts. Det passer som regel med, at planterne er ca. 8 uger gamle, når de flyttes ud i drivhuset. Med imellem 150 og 200 tomatplanter i gang på én gang er det ret afgørende, at jeg ikke sår så tidligt, at de små planter har brug for kunstlys, når de er kommet op, ej heller at de vokser sig alt for store, inden de kan komme på ophold i drivhuset, før de plantes ud i jorden i slutningen af april/begyndelsen af maj. Det er således det tidspunkt jeg har fundet, passer planterne og mig bedst.
Det rette tidspunkt for dig, kan være et helt andet, alt efter hvor mange planter du vil lave, hvor meget plads du har til dem indendørs, inden de kan flyttes ud i drivhus, og hvilke tomater du vælger at dyrke.
Jeg vil ikke anbefale ikke at så drivhustomater senere end ultimo April. Hvis vi sår meget senere end det, risikerer vi at tomatskimmellen tager livet af planterne, inden de når at give en ordentlig høst. Det er bare super ærgerligt, når vi har brugt tid og kræfter på at mestre alle tomatdyrkningens facetter, at se høsten blive ødelagt lige inden målstregen.
Jo tidligere vi forspirer indendørs, jo tidligere vil vi kunne nyde friske drivhustomater. Men jo tidligere vi sår, jo større er risikoen også for, at planterne kan nå at blive ramt af skadedyr som sørgemyg, lus eller spindemider eller de kan nå blive lange og ranglede, inden de kommer ud i deres rette miljø i drivhuset.
Jo senere vi sår, jo bedre vil planterne også trives, når de sættes ud i drivhuset, fordi varmen har indfundet sig allerede. Jorden vil være varm og det elsker tomatplanterne. Du vil få et lidt senere udbytte fra planterne, men de vil til gengæld kræve meget mindre ”special-pasning” i form af transport ind og ud af drivhuset i kolde perioder, dækning med fiberdug og så videre.
Jeg er selv en af dem, der elsker at eksperimentere med at så på næsten alle tidspunkter af året vel vidende, at det kræver meget mere omsorg og pasning at forsøge at drive tomater og andre vækster frem udenfor deres rigtige sæson. Det er en smagssag, og der er ligeså mange overvejelser omkring det helt rigtige såtidspunkt, som der er tomatdyrkere.
Som nybegynder er det allerbedste du kan gøre, at give dig selv lov til at prøve dig lidt frem. Måske ikke starte med at kaste dig over februar-såninger til en start, men lægge dig i den lidt mere driftsikre ende af så-tidspunkts-spektret.
TIP 1: God såjord til tomatdyrkning
Den perfekte såjord til tomater er ikke nødvendigvis en superdyr så- og priklejord eller en ganske særlig tomatjord. Jeg har igennem årerne eksperimenteret med rigtig mange forskellige så- og priklejorde og er faktisk landet på, at jeg sår mine tomatfrø i helt almindelig jord fra en plantesæk uden spagnum. Den lidt grovere struktur i plantesæk-jorden gør at jorden holder på fugt og samtidig giver ilt lov til at være rundt om rødderne i små luftlommer. Generelt kan man sige, at jo finere jordstrukturen er, jo større er risikoen for at jorden slemmer sammen om frøet ved vanding og ”kvæler” frøet. Er man helt nybegynder og meget i tvivl om, hvad ”fin” eller ”grov”- jordstruktur betyder, er det rigtig fint at købe en så- og priklemuld, der blot ikke er alt for finpartiklet og tung i det.
TIP 2: Vælg den rigtige pottestørrelse
Du kan så frøene enkeltvis eller flere af samme variant sammen i en potte for at spare plads, hvis du skal forspire mange tomater på en gang. Min erfaring er, at tomatplanter gerne vokser sammen i den første tid de lever. Hvis vi sår et enkelt frø i for stor en potte, er der ret stor risiko for overvanding i den del af pottemulden, hvor rødderne endnu ikke er vokset ud, og den lille tomatplante kan uden varsel pludselig vælte om og dø på grund af råd i stængel og omkring rødderne.
TIP 3: Brug et minidrivhus til forspiring
Hvis du forspirer under låg holdes jordoverfladen fint fugtig og det er optimale betingelser for det lille frø at spire under. Der findes mange forskellige muligheder alt efter hvor mange planter du skal opformere på en gang. Er det rigtig mange planter kan en modul såbakke med en stor klar plastpose også fungere som et fint og prisbilligt alternativt.
TIP 4: Forspiring i rette temperatur
Tomater spirer bedst ved en temperatur imellem 20 og 27 grader. Jo koldere temperatur du forspirer ved, jo mere forsigtig skal du være med for meget fugt omkring frøet. Jeg forspirer gerne mine tomater på badeværelsesgulvet eller på en varmemåtte med termostat indstillet til omkring 23 grader, men en varmemåtte uden termostat eller gulvet på badeværelset fungerer også ganske fint.
TIP 5: Rette lys og temperatur efter spiring
Så snart de små nye tomatplanter titter op, skal de flyttes væk fra undervarmen og stå lyst og ved moderat temperatur. Optimalt er vel en temperatur på omkring de 18 grader eller så tæt på som det lader sig gøre. Er man tvunget til at vælge – lys eller optimal temperatur, vil jeg altid gå efter så meget lys som muligt og hellere gå lidt på kompromis med temperaturen.
TIP 6: Giv de små tomatplanter modstand
Dette tip vil være en game changer for dig, hvis du ikke har prøvet det før. Allerede fra få dage efter de små tomatplanter er priklet første gang, sætter jeg en ventilator til at blæse henover planter i et par timer om dagen. Ventilatoren simulerer vindmodstand og du vil være forbløffet over hvor kæmpe forskel det gør for udviklingen af en kraftig stængel og sunde planter. Vindmodstanden har også den meget hjælpsomme sideeffekt, at skadedyr som bladlus og sørgemyg får lidt sværere ved at trives omkring planterne, hvilket bestemt også er værd at tage med.
TIP 7: Timing – ompot på rette tid
Det er ret vigtigt for hvor godt og hurtigt tomatplanten udvikler sig, at den ikke får lov til at gå i stå i sin vækst. Så snart tomatplantens rødder er synlige i kanten af potten er det tid til at potte op til en større potte. Du kan teste om det er tid til at potte om, ved forsigtigt at løsne potteklumpen fra potten. Hvis jorden føles løs i potten og potteklumpen går lidt fra hinanden er det for tidligt at potte om. Hvis klumpen føles som en fast klump og rødder er synlige i klumpens overflade er det tid til omplantning, og hvis rødderne er begyndt at vokse rundt i potten er det på alvorlig høje tid.
TIP 8: Gød kun ved behov
En tomatplante lever hos mig i 8 uger indenfor, inden den kommer ud i drivhusjorden, hvor der er en stor madpakke til rådighed. Fordi jeg ompotter med næringsrig jord 2 gange i løbet af den periode planterne er indendørs, gøder jeg sjældendt mine tomatplanter imens de er indenfor. Hvis planterne begynder at vise det mindste tegn på gule blade, og du ikke har overvandet (gule blade kan også være et symptom på overvanding), kan det være tegn på, at de mangler lidt næring. En tynd gødningsopløsning ved hver vanding (halv eller kvart dosering af hvad der anbefales på produktet) er super fint til at holde planterne sunde og i vækst indtil udplantning. Jeg anvender enten en økologisk gødning (med rødt ø-mærke) eller naturens egne gødninger.
Godt begyndt er halvt fuldendt…
…som man sir´😊 Forspiringen er fundamentet som hele sæsonen bygger på. Det kan i sig selv virke ganske overvældende at tænke på, men frø vil bare gerne gro, så i virkeligheden skal der ret meget til, før det går helt galt og ingenting kommer op af jorden – men når det sker, og det gør det jo desværre, så er det bare så helt igennem ærgerligt og nogle gange vil det endda være for sent at købe nye frø og starte forfra.
Jeg håber du vil finde disse små tips hjælpsomme og at du vil have succes med dine egne forspiringer af tomater fra frø. Hvis du vil læse mere om forspiring, dyrkning og pasning af tomater kan du finde måned for måned tips i bogen ‘Dyrk grøntsager året rundt’, som kan bestilles online eller købes i boghandlen fra 14. marts 2024.
Det er vidunderligt det du kan – der er en sjælden skønhed i at have en så livgivende og nærende passion for at dyrke egen mad 🌱💥❤️
❤ Birgitte, tak for din smukke tilbagemelding og for dig 🙏❤ Ha´en rigtig dejlig weekend 😍
I do it the same way, No. 6, I immitate with just touching them. I’m exiting to the new session. #conny33604
It really works wonders on the stems and resilliance right 😊😊
Hej Yen. Hvor er det bare et flot indlæg 🥰🥰.
Jeg er så klar til at få sået tomater i weekenden. Nu skal jeg lige have vasket drivhuset også 😉😉. Jeg glæder mig til dit næste indlæg.
Kh Helle
😍 1000 tak Helle, hvor er du bare aktiv, det bliver skønt at komme i gang med tomaterne igen 😍 Jeg håber du får en dejlig weekend 😃
Hej Yen
Er du gået væk fra at gøde med kaffegrums, æg og bananskrald?😊
Mvh
Annette
Hej Annette
Nej for søren da gør jeg konsekvent hvert år – det er den ‘madpakke’ jeg referer til i blogindlægget. Afsnittet om gødning handler om hvad jeg gør inden planterne plantes ud med ‘den store madpakke’😃👍🍅
Hej Yen
Jeg har forspiret en bakke tomater (60 stk). De er ved at være klar til at prikle over i lidt større potter første gang. Jeg har den udfordring, at vi har et hus kun med syd- og nordvendte vinduer 🙈
Det betyder, at jeg er i tvivl om jeg skal sætte de små planter i et nordvendt rum med 17-18 grader men uden specielt meget lys (de kan stå i højtsiddende, men nordvendte vinduer) eller om jeg skal sætte dem i sydvendte vinduer i stue og køkken, hvor der jo bliver temmelig varmt.
Jeg har også et lille uopvarmet rum hvor der er en terrassedør, men der kommer kun direkte sollys ind hen på eftermiddagen. Lige nu er der måske 14 grader om morgenen i det lille rum (og jo nok lidt lavere om natten), men her er mere lys end i det nordvendte…
Hvis jeg lader dem stå i de sydvendte vinduer i stue og køkken hvor de også er blevet forspiret, kan jeg så måske bare så dem lidt dybt når de skal i drivhus, hvis de er blevet for ranglede?
Hej Pia. Intet af det du beskriver lyder særlig optimalt for en lille tomatplante.Sel i mit sydvendte kæmpe vindue heroppe, hvor toamterne står, må jeg vende dem hver dag, fordi de strækker sig efter vinduet. Jeg ville anskaffe noget vækstlys tror jeg, men hvis det er dine muligheder så prøv dig lidt frem, og prioriter lyset. Ja til det sidste, at du kan plante dybt, men det bedste er at have gode kraftige planter fra en start.